Hvorfor taler vi ikke sammen, hvad har jeg gjort forkert, hvorfor skal han eller hunopføre sig sådan og fortjener jeg bedre?
Der er mange spørgsmål, der melder sig, når parlivet påvirkes på planer, der gør en perpleks. Oftest befinder man sig i en vildrede, hvor man hverken kan finde ud af, om man skal se ind eller se ud og give partneren skylden. Det fortalte min forhenværende psykoterapeut mig, da jeg kom til mine konsultationer, som jeg var drevet i på grund af magtesløshed i privatlivet.
Husk at i er to
Når dit liv byder på en krise, der påvirker dig så meget på privatfronten, at krisen glider med ind i din professionelle sfære, så har du behov for hjælp. Det måtte jeg sande, da jeg efter flere måneder som et ulykkeligt menneske satte mig for at æde min stolthed og erkende behovet for professionel hjælp. Jeg bor heldigvis tæt påTerapi Helsingør, hvilket gjorde det let at henvende mig til terapeuten – om end jeg havde gjort mig nogle tanker om, hvorvidt det var for tæt på mit nærmiljø. Heldigvis kom jeg fra de tanker, da en person i den position jo er yderst professionel og er underlagt tavshedspligt.
Det at gå i terapi lærte mig relativt hurtigt at forstå, at vi er to i forholdet. Man kan derfor heller ikke forvente, at det er nok, at den ene forsøger at løse problemerne alene. Det kan ikke lade sig gøre uden engagement og vilje fra BEGGE parter. Derfor blev mine sessioner hurtigt til vores sessioner. Og stille og roligt begyndte jeg at forstå de mekanismer i forholdet, der var skyld i den manglende glæde og harmoni. Jeg begyndte at få svar på de spørgsmål, jeg stillede op indledningsvis i dette blogopslag. Jeg begyndte at tænke meget mere nuanceret og reflekterende, når min partner og jeg havde uoverensstemmelser i parlivet. Det bedste af det hele var, at min partner gjorde det samme, hvilket gav os helt nye anledninger til at forstå, acceptere og komme hinanden nær. Dermed ikke sagt, at alle gnidninger forsvandt, for det gør de ikke bare natten ovre. Men til gengæld kunne vi begge se håb forude, vi var jo trods alt smarte nok til at vide, at vi arbejdede med hinanden fordi vi ville hinanden. Og vi tillod hinanden at komme tættere på, fordi vi savnede at have hinanden helt ind til livet.
Og så med et…
Selvom en psykoterapeut kan hjælpe parlivet videre, skal man ikke forvente, at alt er en dans på roser. Der er stadig ting at slås med og ting at kæmpe for. Men i det mindste gør man det med evnen til at tale med hinanden på et niveau, der ikke er styret af underliggende problemstillinger og afmagt fra manglende dialog.
Tværtimod kan et terapiforløb give en helt ny ramme for at diskutere. Det bliver så meget mere konstruktivt, når vi ved, hvad det er vi vil sige – og hvor vi vil hen med det i forhold til den måde problemet får os til at reagere på.
Jeg vil derfor anbefale terapi til alle, der kan genkende oplevelserne fra dette indlæg.
Om forfatteren